Septembers himmel er så blå…

Den sang sad fast i mit hoved i går. Himlen var blå, det var/er september og livet er så smukt! Min far døde i juni måned og i går satte vi hans urne i jorden. En smuk og fin seance i min dejlige families selskab. Hjemme ventede mine/vores egne børn og mand med pandekager og kærlighed. Vi satte lys på bordet og et fint billede af min far. Jeg blev rørt og havde svært ved at finde ro, da jeg kom i seng.

Al fornuft fortæller mig at jeg har så meget at være taknemmelig for, men savn og sorg skyggede i mit sind. Over morgenbordet med mine skønne solstråler “stak det helt af”. -Måske foranlediget af det minut, jeg tilbragte i barnets stilling (yoga). Øvelsen inviterer dig hjem i din krop, så du mærker hvad der er lige nu og her. Nervesystemet beroliges, du finder ro eller får energi alt efter hvad du har brug for!

Standhaftigt satte jeg mig i bilen og kørte mod arbejde. Lyttede til forskellig musik og tillod mig at være “med og i det der er”. Endte med at ringe til mit arbejde og fortælle at jeg var hårdt ramt og helst ville køre hjem. Nu hjemme og har lyttet til Lukas Graham, læst tolkninger af det sidste vers fra”Septembers himmel er så blå”.

” At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø,
kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte. ..”

Jeg savner min far. Jeg ved han havde et “fint og rigt” liv og at det var så fint et farvel som det kunne være. MEN indimellem gør sorgen ondt, det gjorde den i dag.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s